Bronzealderns dansk-minoiske mode

Kvindegravene kan ikke gerne være efter krigslystne høvdinge. Guldhalskragene tyder nærmere på at nogle folkland havde en præstinde som åndlig leder. Mandsringene findes enlige eller i par og tyder på enten en maskuline leder eller et par og sjælden tre.

minoiske gudinden, volangkjole, kulturbærer, guldhalskrage, mandsring, handel, Egtved-pigen, Knossos, Krete, Skrydstrup, Ølby-kvindens skørt, Inanna, sari-betoned dragt, mandfanger, spiralmønster

Bronzealderns kulturudbytte | hjem|

 ...................

Minoiskt og dansk bronzealdersmode

I mine unge dage var det lidt ekivokt at afbilde om ens den minoiske gudinden med slangerne. Meget dårligere var det i tyverne når man i Danmark udgravede Egtved-pigens grav. Etablissemanget viset samme viktorianske moral eftersom man fik alle tænkelige fantasier om usædliga folk fra bronzealdern.

Det var ligesom når svenske ærkebispen syntes korte kjoler var frygtelige og anbefalet bukser Hans anbefaling synes have gået vejen ... men nu synes en del at pigerne er for maskuline? Man måler altid med sine egne og med tidens mål.

Højre billedet er af S Nancke Krogh og hans bekendte kvinder som rekonstrueret dragter efter de syv fundene i Danmark. Måske den minoiske gudinden inspireret dem til de nøgne brysterne. I Grækenland og i virtuelle verdenen kan man være nøgen. Imidlertid er jeg skeptisk om det går i Danmark. Når jeg kom tilbage til Danmark efter ti år i andet klima frøs jeg som en lille hund første sommeren også med klæder på. Også om klimaet måske var hedere og det fanns lidt mer skove end nu så er det svært at tro at bare bryst var det normale.

Darlene inspireret til dette kapitel gennem at hun spurgte mig om et netmønster på en græsk dragt i et billede havde rituel betydning. Det umidelbare svaret er at det sjældent er entydigt. Meget af den tidlige kunsten viset rituelle handlingar eller gudeverdens bravader. Vi kan ofte identificere dem gennem eksempelvis dragt, attribut eller indeholdet i scenen. Det gør at en scen med en kvinde kan være rituel og muligtvis en gudinde … det kan være en præstinde som gudindens jordiska stedforetræder i rituel dragt … eller noblessen som tager efter den i templerne foreskrevne dragten … og sidst kommer vanligt folks dragter.

Den minoiske figurinen har en volangkjol som vi ser i sumeriska billeder fra og med akkadiska dynastiet ca 2300 f Kr. Den nåede også Kreta og forekommer også i Mykene der sidstnævnte er yngste kulturen 1400 - 1200 f Kr.

I symboliken gengir de bare brysterne naturens nærende aspekt. Vi møder forinden "Gudinden med brysterne "på Malta fjerde årtusindet f Kr. Et ret sent billede er en statue fra Efesus Cybele en gudinde med mange bryst tror man det er. Det har viset sig at de troligen er tyreblærer, så de er symboler for frugtbarhed i en anden bemärkelse.

Som sagt nøgne bryst og korte kjolar var ikke populære i tyverne. Imidlertid var det OK at vise vapnen også fra kvindegravene. National historie tommelfingrer hyppigt på sandheden og man viser gerne guld og glimmer men undertrykker vanlige menneskers hverdag. Om man viser vanligt folks historie skal det gerne være så elendigt som muligt for at vi selv skal fremstå som højt utviklede ... Nu sværgede jeg i historien og arkeologins katedral.

Normalt søger jeg efter middelmenneskets hverdag også i fortiden. Men om man som i dette fald bare har adgang til overklassens klæder og attribut får man indrette sig derefter. Noblessen er altid kulturbærere om vi med kultur mener rituelle ting og luksus. Dertil har de som handelsmænd også ført hjem såvel brugbare som unødvendige ting. Om vi ser billeder af noget på vore helle er det ikke sagt at man virkelig brugt det. Det er måske bare en note for mindet om hvad man sett i fremmed land.

Et eksempel er en hellristning på Bornholm som helt distinkt er en instruks hvordan man fanger blæksprutter med krukke. I fangemåde man bruger i dag i Middelhavet imidlertid er det næppe troligt at man fundet brug for det i Norden. om man nu ikke anvendt det for flodkrebs men bure har man anvendt meget længere end siden bronzealdern

Danmark-Skåne Östersjöns store øer og Nordtyskland er kærnen i Nordens bronzealder som rummer forne Anglosaxiska området. Dets blomstringstid er fra ca 1700 til 500 f Kr. og storhøjene har ofte egekiste datert til 1500 til 1100 f Kr. I Skandinaviens indland er perioden muligtvis lidt senere 1300 til 100 f Kr og under denne periode viser pollenkurverne på sædesodling.

Siden fundene i tyverne har man haft teorin at gravene skulle være efter høvdinger som regerede og forslavede folket. Her skal ikke tages op alle begribeligheder men mine studier synes pege på at man i almindelighed boede i et ritualsamfund til 500 e Kr. år man overgav guldhalskrager og mandsringe. Det var en hel kultur som forsvandt med dem. Vi ved ikke om guldet er fra plundringen af Efesos og andre tempel samt romersk sold eller om en del er rest fra bronzealdern. Guldet havde ikke umidelbar pengeværdi som vi ser af fundene af ritualguld.

I en flerkultur findes flere løsninger. En del af sværdene har ikke brugts alls og på vore helle ser vi oftest paradeøkse i en rituel position.

Også om man i Danmark og Skåne har større samlinger af gravhøje synes det ikke have været en almæn sæd. Man har også gravet ut høje uden ligfund og da kan højen bare være en rituell grav. Her på Dal synee det have været en engangsforeteelse eftersom vi har bara en stor høj i hvert gammelt folkland.

Min følgeslutning kan bare være at udgangsværdin for hele bronzealdern er at man levde i et ritualsamfund. En del af overklassen syslet med handel som er helt uundgåeligt i et land uden egne metaller. Handel var helt enkelt nødvendigt for metalkulturen. Senere historie viser på en overklass som var som små øer i fællesskabet. Da bruger jeg nærmest Västergötland som eksempel derfor at det var en isolered del av Skandinavien med i det længste egne sæder.

I Nordens alle små lande undtaget Danmark fands det godt om plads og ingen anledning at stride om jord og herredømme. Fredelig handel er i længden billigeste måden at tjene penge på andres bekostning.

Egtved-pigen sådan som hun ligger på Nationalmuseet i København

Pigen har en kort bluse og et kort skørt og hun var 20 - 25 år når hun døde. Man havde lagt sommerblomster i Egtved-pigens grav. Kort skørt synes have været mode blandt yngre kvinder medens ældre kvinder har lang kjol eller sari. Den gifte kvinden har kort hår og ofte en lille hue. De unge kvinderne har langt hår og sæden var formodeligt at man klippede det ved bryllupet. Vi kender sæden fra andre pladser såsom Indien og Grækenland.

Hårmodet fra Knossos på Kreta

Skrydstrup-pigen var ca 170 cm lang og døde ved 18 år. Hun bærer et 60 cm langt blondt hår i en kunstfærdig frisure. Et hårnet og et pannband håller det sammen. Nok ser det ud som det var inspireret af seneste mode i de minoiske paladset?

I dette sammenhæng skulle det være fejl at vise billedet eftersom vi nok ikke kan se det fremfor os fra et lig.

Først prästinna fra Ölby

Om vi antager at en del af gravene rummer præster og præstinder er en del af beklædningen rituel. Det finns også størd for teorin i det begrebet "ornum "kendt fra Jylland. Ifølge dette var lokalsamfundet firedelet med en "moder "som stod for det rituelle og en maskulin administrativ leder. De resterende delarna var fotfolket. Vi ser noget lignende i helleristninge.

I Ölby-kvindens skørt fands små bronzerør og man kommer at tænke på en meget ældre dragt der kvinden havde bjørnklor på lignende måde. Halskragen har rituel betydning der Nymånegudinden Inanna bar en krage/plade "Kom menneske kom "for at lokke de unge mænden til landbruget. Såvel halskrager som brystsmykker er af rituel karakter med fund fra flere steder i Europa. Daggerten og kortsværdet forbinder man nærmere med Isis. Bondkonens dragt formedes måske allerede under bronzealdern. Man ser frem til vore dage en kniv i bæltet eller hængende i brystsmykket i folkdragter. Findragten er meget ligedan gennem tiden.

Borum-kvinden var i moden alder

Måske dragter af denne type hørte til hverdagen. På billedet ses ikke det fine håndarbejdet særligt i linning og kantbånd. Lidt af det ses i hårnetet og det kunstfærdige bæltet. Men så havde man også kunnet væve i Norden i mindst 1000 år.

Bronzegenstandene og nogle få sager i guld samt träarbejdet viser den høje standarden på håndværket. Skjoldet og daggerten er forståes rituelle genstande. I Alperna findes et stort antal ristede daggerter efter en tidlig kobbermodel i begyndelsen af metalåldern.

Udsnit af ristning Tegneby, Bohuslän

To af motiven er tydeligvis knapper og nåle medens det er usikkert om de förbundna cirklerne er en brystplade model "mandfanger". Mange små ting findes i ristningene og de har måske fra begyndelsen været nyheder medens en del har været rent rituelle genstande. Halskragen er helt sikkert en rituel genstand. I den ægyptiske symboliken har snart sagt hver eneste detalje en symbolsk eller rituel værdi.

Nåle og spænder for dragten

Nåle og spænder anvendtes for at holde fast den sari-betonede dragten som bestod af et stort tøjgstykke man kunne sno om kroppen på forskellig måde. Et fundet klæde er fire meter langt. Til tidens luksus hørte desuden kammen og spejle man ser i en del helleristninger

Belægninger af guld er sjældne

I Lefkandi Grækenland har man fundet en lignende "mandfanger "i en begravet kvindes dragt. Man mener at det er sjældent i Grækenland. Nu er det så at Nordens kunstsmede med stor sandsynlighed har lært sig kunsten at arbejde i tynd guldplade i Grækenland. Det kan med andre ord være et nordiskt arbejde man fundet i Grækenland der man været og gjort bytteshandel.

Brysterne i symboliken er amningen og opfødendet af det ny livet. Spiralmønster og "løbende hund "viser en evig gennemstrømning i "in og ud "model.

En ældre man fra Trindhøj

Tindhøjmanden anvendte "endelige løsningen " ved ragning gennem at bruge pincet. I andre grave finder man en ragekniv og ofte med mytiske motiv. Sværdet har ikke han ikke brugt. I sædvanlig ordning er attributterne dekoreret med mønster som lå i tiden.

Det som forbavser er forskellen mellem de luxusting og hans dragt. Man ser ej knapper og nåle i brug. Måske det var en speciel begravningsdragt medens man sparede de bedre. Dragten ser helt enkelt ud som en "gammelmandsdragt". Om det været en stor høvding forventet vi os førståes en luxusdragt. Farverne har desværre forsvunnet fra alle dragte.

Å andre siden findes det altid en stor variation i personlig stil mellem folk og antallet dragter man fundet er ikke så stort at man kan generalisere. Formodeligt får vi ochså tænke os til klare farver i dragterna og ikke den brune farve tøjerne fået af garvesyre.

De yngre fulgte måske modet

Denne rekonstruktion er efter en ung mand som tydeligvis bare har sværdshånden fri. Det er ikke en arbejders dragt. Tunika-modellen og korte skørtet var måske det sædvanligeste. Vi ser den i et fåtal ristninger og den associerer til de hittitiska krigernes dragter.

De noget senere perserna bar en knælang kjortel med langbukser under. Antageligen kom bukserne til inspireret af rytterne. På Gundestrup-kedeln bær alle "tights".

Men formodeligt var de ikke først i Skandinavien … og ikke ens nordmændene … sorry. imidlertid synes nogle få billeder fra Alta og Nord vise at samedragten har meget gamle aner. Det er forståes naturligt i deres klima sammenligner med mamelukkerne.

Vi kan ikke måle med vore dages mål. Fortidens historie kan ikke træde frem om man går efter nationale grænser som ikke fandtes på den tiden.. For at få et helhedsbilled må vi parre sydvestre hjørnets mange fysiske fund med resterende Skandinaviens rige eksistens af helleristninger.I sagaens verden er det ikke nok at kunne Eddan man må ta fra Kalevala, Beowulf og alle mulige kilder. Vi var en del af Europa og den store kulturen også på den tiden.

Naturligtvis må vi også sætte in alle slags fund i sit lokale område. De fysiske fundene har sikkert brugts på nogen måde medens vi aldrig kan være sikker om de tegnede genstandene har existeret i praksis.

Når vi ser de tidlige vældige monumenterne må man endog overraskes av organiseringen og den stærke bevistheden som må ligge bagved for at man skulle kunne få sammen den store mandskraften. Det har virkelig være vigtigt for mennesket at gøre alle store manifestationer.

Men den som ser hvordan våre monumenter forsvinner ser nok at uden dem skulle vi ikke ha haft nogen historie under sten- og bronzealder. I min nabosogn har 75% av de monumenter man kendte på 40-tallet forsvundet til i dag.

Vi synes at det er kuriøst om visse taler om ånder og lignende ting. Men hvad har det for betydning. Det væsentlige er hvad man gør og får til stand. Siden må sproget og historierne være hvor poetiske og tilsnurrede som helst. Måske det er jeg som er en typisk nordisk fantasiløs person som elsker enkelheden og ikke frygter naiviteten.

For min del er jeg forsigtig med at spekulere i deres åndlige liv. Det er noget jeg ikke kan vide noget om. Det er tilstrækkeligt med at beskrive hvad man kan binde til de fysiske fundene og billedmaterialet. Den som tror man kan finde direkte løsninger i forntiden på vore problem er en drømmer. Meget få vil leve enkelt i dag.

Det er altid svært at skille på kort og terræn. Medens vi måske forbinder deres rond i dyrekredsen med univers var deres billede måske bare at det var noget at følge under året.

Min samlede følgeslutning kan bare være at disse begravede i storhøje mest var præster og præstinder. Præsterna var "den gode hyrden "medens kvinderne symboliseret fremfødseln eller den unge færdige bruden vi kender bedst som grekiska Artemis og måske også som sumeriske Inanna. Hun var et urbilled af den sumerisk kvinden.

Vor unge kvinde med en lang flette er den nordiske hjemevævede kvinden som kan tage tag i ting om det behøves. Deres gudinder var sandsynligvis af den meget håndfaste arten som foörebilleder at klare hverdagen… Se også i Kalevala om bryllupet og hvordan kvinden ska være.

Man må sætte spørgsmålstegn når forige generation og endnu ældre tider så ned på Freja-idolen som en frivol hore i det nærmaste. Hvad er det for grimt i at elske frugtbarheden som er forudsætning for at få mad på bordet?

Vi har ikke spor i Norden efter byer med fra naturen fravende kvindelige idoler. Men vi havde en kirke som gjorde frugtbarhed til synd. Da bliver er konsekvensen at mange i vore dage i det nærmaste hader naturens mangfoldighed og frugtbarhed. Loven er at det store findes i det lille. Naturen lov er også mælkebøtten som kommer op gennem asfalten..

Apropos Artemis ja. sandsynligvis ser det ut som at fire nordiske piger var præstinder i Artemistemplet på Delos ca 700 f Kr…. se under Kulturudbytte

………….

Guder og grave Nationalmuseum Danmark har en Internetsite med fotografis af ca 450 fund fra bronzealderns ulige perioder. Hele Norden klarede sig ikke uden dette materiale som er adskilligt mer end fantasier.